Voel Multihus – Fælles om fremtiden

Foreningen Voel Multihus blev grundlagt i oktober 2017 med det formål at skabe nye fællesskaber for borgerne i Voel – fællesskaber der kunne supplere de igangværende sportstilbud. Foreningen havde også et ønske om at skabe nye, fysiske rammer for byens videre udvikling – i form af et multihus.



Desværre er vi endnu ikke beriget med et nyt fysisk multihus, men vi har fået oparbejdet en dynamisk forening, hvor fællesskab, samarbejde på tværs og engagement står i centrum.

Vi ønsker fortsat at kunne udbyde et bredt udvalg af fritids- og kulturtilbud for borgerne i Voel og omegn.

Voel Multihus ønsker derudover også at styrke samarbejdet til de øvrige foreninger i byen, forsamlingshuset og institutionerne.

Multihusets eksistens

Trods den manglende udvidelse af rammerne omkring Voel-hallerne eksisterer Voel Multihus fortsat. Dette skyldes, at vi er mere end bare et fysisk hus. Foreningen er et fællesskab, der eksisterer i kraft  af de aktiviteter, vi tilbyder. Vi drømmer dog fortsat om at kunne udvide de fysiske rammer, da der er store begrænsninger ift. at finde egnede lokaler til de mange aktiviteter der udbydes. Læs mere om Multihuset her.

Aktiviteter

Voel Multihus har i samarbejde med borgerne i byen skabt et bredt udvalg af tilbud for både børn og voksne. Det drejer sig både om holdaktiviteter og events. Der har bl.a. været efterfødselshold, skak, bueskydning, kreaklub,  tyrolerfest, E-sport, brætspil, pantindsamling, foredrag, comedy night, løbehold, puls- og styrketræning, yoga, multisysler, dans og gymnastik. Nogle aktiviteter har kørt i flere år, andre skifter og udvikler sig kontinuerligt. Det er de lokale, der i samarbejde med bestyrelsen skaber og bidrager til de aktiviteter, vi tilbyder, og der er altid plads til nye initiativer.

Alle er velkomne – det er fællesskabet, der driver os

Hvis du selv har lyst til at bidrage, enten som instruktør på et hold, arrangør af et event eller noget helt tredje, så er du altid velkommen til at melde dig på banen. Vi er en åben og inkluderende forening, og bestyrelsen er altid klar til at støtte dine idéer og hjælpe dig med at få dem ud i verden. Vi kan fx hjælpe ved at booke lokaler, reklamere for aktiviteten og evt. også bidrage økonomisk. Har du noget, du gerne vil tilbyde fællesskabet, eller er der en aktivitet, du mener mangler, så hold dig ikke tilbage. – For det er netop, når vi arbejder sammen, at vi kan skabe et levende og inspirerende miljø for alle.

Kom og vær en del af Voel Multihus – et fællesskab, der bygger på engagement, samarbejde og lysten til at skabe noget godt sammen!

Aktiviteter under Voel Multihus

Gymnastik i Voel

Husmosen – Voels skjulte perle

Voel Multisysler

Puls og styrketræning

Foredrag om naturvidenskab i Voel

Comedy Night i Voel

Multipanterne

Yoga

Kontakt os

Kontakt os på [email protected]