Maja og Kent Knudsen

Tryghed og muligheder er nøgleord for Kent og Maja Knudsen

- Det er sjovt, der er mange venner og man kan gå til håndbold og fodbold.Svaret kommer prompte, når man spørger Frederik og Mikkel Knudsen, hvorfor det er godt at bo i Voel.
Sammen med forældrene Kent og Maja samt lillesøster Laura, bor de i Voel, der - tilføjer 11-årige Mikkel - også har en god skole.
Dermed har drengene klart skitseret, hvorfor familien Knudsen bor i Voel. Og hvorfor Kent og Maja, der begge er født og opvokset i Voel, har valgt den som ramme om familiens fortsatte tilværelse.

Maja, Kent, Mikkel, Fredrik og Laura

- Voel er et sted, hvor man er tæt på hinanden. Her er gode og trygge rammer og det er et sted, hvor man gerne vil lade sine børn vokse op, siger Kent Knudsen, der også har valgt byen som hjemsted for sit firma Ferdinand Medical.
Og for folk, der kender Kent Knudsen, ville alt andet måske også synes underligt. For Kent og hans familie har "altid" boet i byen.To ældre brødre og en tvillingesøster har alle valgt at blive boende i byen, hvor de har stiftet familie, ligesom Kents forældre fortsat bor i byen. Og hans mormor boede også i byen - og det samme gjorde hans oldefar.
Faktisk har den jord, hvor familiens bolig er opført, for mange år siden hørt til oldefaderens landbrug.

- Det er fedt at have sin familie omkring sig, siger Kent, der har omkring 200 meter til sin ene storebror og omkring 700 meter til henholdsvis forældre og den anden bror. 
Også Maja er født og opvokset i Voel, hvor hendes forældre fortsat bor - og det samme gør hendes bror.
- Der er nogen, der spørger, om det ikke er træls at bo så tæt på sin familie, men det er det absolut ikke. Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at vi løber på hinanden hver dag. Slet ikke. Men det er meget rart at have familien tæt på, når der er behov for hjælp, siger Maja.

Og på spørgsmålet om ikke parret har behov for at komme ud og opleve noget andet end Voel, siger Kent.
- Så tager vi bare bilen og kører ud og oplever noget, siger han og griner inden han tilføjer.
- Jeg kan godt lide, at man kender hinanden. Man er lidt mere nærværende og hilser på hinanden, siger Kent.
- Det giver også en stor tryghed, at der er naboer omkring en, når man bor i Voel. Folk holder lidt øje med hinanden og husene, og når man er på ferie eller væk i et par dage, så holder naboen lige lidt øje med huset. Også selv om man ikke har aftalt det, siger Maja.

Har du lyst til at høre mere om Kent og Majas oplevelse af Voel, eller har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte familien.

Mail: kent@ferdinandmedical.dk, Mobil: 2446 8010